onsdag den 30. april 2008

1.Runde - 30.april 2008

(modelfoto)

Vi vil forsøge - når vi har energi til det - at lave en slags dagbog her, så deltagerne og andre interesserede kan følge med i hvad der egentlig er sket til Soft Agility...

Der var ingen der blev slået ud i 1.runde, tværtimod blev det en sjov aften med engagerede hundeførere og glade hunde, som nok også blev lidt mætte af de mange indtryk aftenen bød på.
Med 5½ minuts forsinkelse kunne der gøres status over hvem der egentlig gik på de mange forskellige hold som skulle træne denne aften, og Joans Rally-O hold og Soft Agility-holdet deltes om de 6 fremmødte hunde og hundeførere med disse interesser, og det gjorde at der var god tid til at øve sig på det forskellige, uden den store ventetid.
Trænerhunden Bella var iøvrigt utrolig glad for at sætte banen op sammen med Per, så humørmæssigt svarede det nok til hvis hun havde løbet adskillige omgange....

Hunde og mennesker denne aften var:

Helene med Maddi (Berner)
Erik med Maxwell (Berner)
Karina med Debbie (Berner)
Vivi med Noa (Berner)
Lis med Bobby (Golden Retriever)
Ulrik med Samson (Berner)

Og indimellem en smule gæsteoptræden af Sille & Bella (labradors)

Trænerne Birgitte & Per bød velkommen og vi fandt ud af hvem hinanden og hinandens hunde var, og hvad meningen egentlig var med det hele, nemlig stille og roligt at give alle en positiv oplevelse ved at gå frem med små skridt og ikke syvmileskridt.
Samtidig er redskaberne lavet sådan at det tager meget hensyn til hundene, så de ikke kommer til skade.

Deltagerne blev indledningsvis gjort opmærksomme på at det er utrolig vigtigt med nogle godbidder (eller legetøj) der virkelig kan motivere hunden, så den kommer til at elske det....
Det er faktisk helt afgørende at finde frem til hvad der i det enkelte tilfælde kan motivere hund (& fører)!

Per fortalte at de vigtigste redskaber vi har udover spændende godbidder/legetøj er ros på rette tidspunkt (skal falde lige i det sekund hunden gør det man ønsker), brugen af vores stemme (gå op i toneleje når du siger"dygtig" så bliver hunden så glad:)) og vores kropssprog.
Mht.kropssproget aflæser hunden hvad vej hånden peger/skulderen vender , så føreren skal vende kroppen og fødderne i den retning man ønsker hunden skal bevæge sig i.
Står hundeføreren blot parallelt ved siden af et spring, eller foran springet, blokerer vedkommende faktisk for hunden med sit kropssprog, som fortæller den noget i retning af :
Du skal ikke denne vej!
Og så bliver hunden siddende, eller i hvert fald bliver den forvirret over førerens underlige adfærd:)

Derpå var det tid at varme hundene lidt op, og der viste Birgitte at det f.eks er en god ide at man går med hunden i snor i venstre hånd, og når man så pludselig vender en halv omgang ind mod hunden og derved skifter til modsat retning, skifter man også snoren over i den anden hånd, derved vænnes hunden til at gå på begge sider af os, hvilket er godt for sådan nogle lydighedshunde, der jo ellers er mest vant til at være på førererens venstre side....

Det ene hold bemærkede undervejs, når deres hunde havde klaret sig godt, at Birgitte "i modtagelsen" udover ordet "dygtig" indimellem sagde "super!", mens de gjorde det rigtigt + gav dem (hundene) en godbid.
Det kan undertiden være smart at have 2 ord der forstærker deres succesfulde adfærd, det giver mere variation og engagement uanset hvad man træner, når hunden har lært betydningen af ord nr.2 at kende også.
Man kan sagtens klare sig med at sige "dygtig" + stemmen går op i toneleje + godbid i rette øjeblik, men det er altså bare et træningstips som også kan bruges til al anden slags træning, tricks m.v.
Men husk, når hunden præcis gør det rigtige, så masser af ros og en lækker godbid giffen-gaffen-guffen - ind i skuffen (hvis detaltså er det der virker på netop din hund...)!
Det er altså ikke hundeføreren der skal have godbidder, hun henvises istedet til vores lækre grillmedister hos overgrillmester Lars - men før eller efter træningen vel at mærke, ellers skal man dele med hunden:)

Efter opvarmningen gik vi i gang med først 1, så 2, så 3 spring på lav højde 25 cm, hvor det lykkedes fører og hund at passere forhindringen med hund i snor:

Derpå var det tid til fremadsætning uden snor, hvor man starter med at skulle passere det fjerneste spring og hunden vinder en godbid på en tallerken + ros fra Birgitte & sin fører når det lykkes.
Selv den hund der plejede at stikke af syntes at det var så interessant at den ikke gad stikke af, heller ikke da der næste gang skulle passeres 2 spring for at få godbid, og til sidst hele 3 spring.
Det var faktisk 6-8 meter uden at hverken fører eller hund var i snor og uden at nogen af hundene stak af.

Utrolig flot af hunde og hundeførere, der alle klarede begge disse 2 slags øvelser på flotteste vis adskillige gange!
Det oversteg faktisk trænernes forventning til sådan en første gangs træning, bravo!

Så prøvede vi at sætte en meget kort tunnel på, og det lykkedes at få de fleste hunde igennem i godt humør, selvom de lækre godbidder (pølser) slap op, så vi måtte nøjes med frikadeller fra Brugsen!

For en af han-hundene virker det motiverende med
jagt på hunhunde og traditionelle godbidder (men pølser nej tak) , og det gik rigtig fint med alle springene, men tunnellen var han ikke tryg ved, og stressede for meget op over den.
Selv Smukke Bellas ynder kunne kun lokke ham uden om tunnellen og ikke igennem!
En sidste tur gennem springene istedet var en succes for ham.
Næste uge vil vi være opmærksomme på at han ikke behøver stresse for meget op før, under eller efter træningen.
Det gælder om at han og andre hunde ikke skal føle ubehag ved tunnellen på sigt, så den ikke opleves som farlig at være i nærheden af.
Det er også muligt at det ikke er alle slags superlækre godbidder der er afprøvet endnu....- alle (positive) kneb gælder!

Det er iøvrigt anstrengende for hundene at skulle lære alle disse nye ting (og skulle til Rally-O før eller efter), de bliver lidt trætte, så det bedste man kan gøre er at bygge på de ting der går godt, og give det lidt tid altsammen.
Det viste sig iøvrigt også at førerne blev motioneret mere effektivt end flere måske havde ventet....

Den ene pigehund klarede at tage 3 spring + tunnel uafhængigt af sin fører, det var rigtig flot endda!

Det sidste hold nåede at stifte bekendtskab med "flyvet" som er en slags længdespring for hunde, og de klarede 2 henholdsvis 3 brætters længde (ses til højre på ovenstående bane).

Næste gang vil vi fortsætte med det der har været succesfyldt for hunde og mennesker, og bygge lidt ovenpå.
Det kan betyde op til 4 brætter på "flyvet" , måske en lidt længere tunnel og sandsynligvis vil vi prøve "slalom"-indlæring efter noget der hedder "Allé-metoden".
Men vi gør det ikke hurtigere end at de udfordringer den enkelte hund & dens menneske udsættes for, svarer til der hvor de er, så hellere vente end forcere for hurtigt, ellers er det jo ikke positiv motivation..

Vi glemte at sige til sidst, at det er vigtigt at I husker at "varme hundene ned igen", eller hvad man nu kalder det - lade dem strække lidt ud måske, evt. massere dem lidt, så de ikke får forstrækninger, fibersprængninger m.v. af at blive for hurtigt kolde.
Det svarer ellers til at vi andre løber 6 km (det kan Per i hvert fald nemt! ) (- Hov! Hukommelsen driller vist lidt, det er da 20 år siden ....) , stopper op og bliver kolde, og vupti så har man pludselig erhvervet sig en fibersprængning etc.

Det forlyder at hunde og hundeførere havde haft en god aften både til soft agility & Rally- O, så de kommer nok igen i næste uge:)
Der blev altså kun spist halvdelen af kagerne, så de sidste røg også i køleskabet til næste uge....

Til sidst:

Ugens råd:
Vær opmærksom på, at når du roser hunden i Soft Agility, at så må det godt lyde lige som om du har vundet i lotto, eller noget i den stil, hunden aflæser simpelthen hvor begejstrede vi er:)

lørdag den 5. april 2008

Softagility i Bernerklubben

Hvor er min soft agility-bane?

Vi starter 30.april 2008 kl. 19.45-21.15 i Berner-Sennenklubben
Træning er på træningspladsen Kildegården, Åsumvej 390 B, 5240 Odense NØ.

Grunden til at det tager det meste af aftenen, er at træningen er en kombination af soft agility & rally-O!

Tilmelding til Trine Schwalbe!

Soft agility er en sport for både store og små hunde, som tager hensyn til hunden, så den ikke kommer til skade.
Dvs. det er også en sport for "seniorhunde", hvis de er i nogenlunde form.

Din hund skal være udvokset , dvs. ca.1½-2 år gammel hvis det er en stor hund, og den skal besidde en vis lydighed, og gerne have stor opmærksomhed på sin fører.
Hensigten er at hund og fører på sigt skal kunne klare en længere bane uden at nogen af dem har halsbånd/line på eller falder omkuld af udmattelse.
Det er dog anstrengende at bevæge sig, så din hund skal have en rimelig vægt og sundhedstilstand, derimod er der frit spil mht. føreren...

Soft agility (og agility) giver hunden selvtillid og er sjovt samarbejde mellem hund og fører.
Det sjove ved soft agility er at hundene - når de forstår hvad meningen er - klarer det temmelig flot, de bliver hurtigt gode til at aflæse og reagere på førerens kropssprog.
Desværre ved menneskene ikke altid hvad de skal gøre af sig selv undervejs, eller hvad de egentlig foretager sig, så hundene må bære over med menneskenes fejl :)
Øvelse gør mester!



Hundetrænerne i soft agility er:

Birgitte & Per

I denne omgang vil det primært værePer der står for det.

Vi vil i samarbejde med Joans Rally-O hold lade hunde og mennesker veksle mellem de 2 hold, så de lange ventetider undgås og det bliver sjovt og spændende for alle.

Vores slet skjulte formål er desuden at det sociale i 3.halvleg er temmelig vigtigt (kager og slankeopskrifter må gerne medbringes)!

Vi har trænet agility med vores egne hunde og håber at vores hundeerfaring på denne sjove måde vil komme andre til gode!

Vores pædagogiske holdning er som udgangspunkt at hundene skal opdrages efter moderne metoder, hvor det er positiv motivation der driver værket.

Du bedes medbringe:

1 stk. glad og gerne lidt sulten hund

1 stk. fører med lidt personligt overskud på dagen

Alm. hundeline og halsbånd, som let skal kunne tages af og på

Vand og vandskål (til hunden)

Nogle afsindigt gode godbidder der er lidt ud over det sædvanlige!

Eventuelt legetøj til at trække i

Indimellem lidt kage (til førerene)

Tøj du kan bevæge dig frit i.

Sko du kan løbe i, feks. grusbanesko eller gummisko.

Hundens vaccinationer og forsikringsforhold er selvfølgelig i orden også.


De redskaber vi bruger, er de forhåndenværende, som Lars & Ulrik & klubbens øvrige aktive medlemmer får bygget efterhånden. Vi har så mange forhindringer nu, at det er nok til at starte op på....
Mød gerne op når der er arbejdsdag/giv en hånd med efter bedste evne:)
Så på et tidspunkt har vi sikkert nok til en hel bane (20-22 forhindringer)....

Regler for soft agility m.v. er der andre der har beskrevet på udmærket vis, så kig på deres hjemmesider via links ude i højre side!

Efterhånden som vi får tid til at skrive gode råd og forklaringer m.v.vil bloggen opdateres, så hold øje!

Er der noget du er i tvivl om eller vil vide, så spørg bare, vi bider ikke!


Træningsdatoerne i foråret er:

Onsdage på følgende datoer
30/4, 7/5, 14/5, 21/5, 28/5, 4/6, 11/6, 18/6 2008.

Hver gang fra kl.19.45-21.15.

Evt. afbud modtages gerne på forhånd!